lørdag den 22. juni 2013

Dåbskage


Jeg bruger 3 dage på at lave sådan en kage. 
De 3 dage bruger jeg som følger:

Dag 1: Bundene bages og fyldet laves og ligges på køl
Dag 2: Bundene deles, og fyldet ligges mellem bundene. Det er en god idé, at bruge de samme springforme, dog uden bund til at samle kagen i. Det sikre at fyldet ikke løber ud.
Formene stilles på det fad den skal serveres på.
Dag 3: Dirty icing laves, og kagerne befries fra deres forme, og smøres op. Her efter pyntes kagen som ønsket.

HUSK, at kager med fondant på, ikke må tildækkes, da fondanten vil begynde at løbe.
Det er en god idé at tage kagen ud af køleskabet 45-60 min. før den skal spises.


Dåbskage til ca. 60 pr.
(Lav ¼ del så passer opskrifterne til en springform på 24-28 cm)

Chokoladebunde
20 spsk kakao
1 kg. Mel
1,2 kg. Sukker
4 tsk Natron
4 tsk. Bagepulver
2 tsk. Salt
8 æg
1 kg. Smør, smeltet
1 L mælk
300 g mørk chokolade

Pisk æg og sukker sammen, tilsæt kakao, salt og mælk.
Bland mel, bagepulver og natron i en anden skål.
Hak chokoladen, og vend den i melblandingen, dette gør at chokoladen ikke synker til bunds i kagen.
Smelt smørret.
Vend skiftevis melblandingen og det smeltet smør i ”kakao mælken”.

Smør de valgte forme med olie/smør eller spray med bage spray.
(jeg brugte her en bagering på Ø35 cm. og en springform på Ø25 cm.)
Kagen skal bages i ca. 35. Min ved 170 grader.
Brug en kødnål til at tjekke om kagen er færdig, bruger du større bunde end en springform, skal den have længere tid.

Hindbærmousse
(Nok til 2 lag i hver etage, 60 pr.)

600g forsne hindbær
4 dl. Yoghurt natural
1 L fløde
10 bl. Husblas

De frosne hindbær koges i en gryde for at være sikker på, at der ikke er nogen bakterier.
De kogte hindbær moses let i gryden, og hældes i en si, så slipper man for kerner i moussen.
Husblas lægges i koldt vand i 10 min.
Mens hindbærrene løber igennem sien, piskes fløden stiv.

Når hindbærrene er løbet igennem, opløses husblassen i den varme hindbær ”saft”.
I hindbærrene blandes nu yoghurten, og til sidst vendes det lidt efter lidt i flødeskummen.

Moussen hældes i en stor engangs sprøjtepose eller en frost pose, og ligges på køl i 6-8 timer, eller helst til dagen efter.
Når kagen skal samles sprøjtes moussen i kagen, super nemt! 

Dirty icing
(her skal du lave 1/3 del)


Til opsmøring af kagen, man kan også bruge smørcreme, men jeg syntes denne her smager bedst.

270 g Crisco (købes i speciel butikker, eller på nettet)
900g floramelis
6 spsk vand
1,5 pk. Flødeost.

Det hele piskes sammen, og bruges til at smøre kagen op, så fondanten kan hæfte på kagen.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar